Fagligt ståsted

Litterat, humanist, strateg, storyteller og naturcoach

Jeg har arbejdet med formidling, journalistik, strategisk kommunikation og storytelling helt tilbage fra min studietid i 90’erne, hvor jeg studerede litteraturvidenskab, inden jeg tog en kandidatgrad i Æstetik og Kultur.  
I 2016 begyndte jeg så småt at udtænke konceptet storywalks med ønsket om at bruge naturen og vandring som rum og metode til at gøre arbejdet med vores fortællinger mere autentisk, dyb og bæredygtigt.

Storywalks var i starten primært målrettet virksomheder, projektteams og grupper fra samme organisation, men senere er fokus også blevet rettet mod blandt andre selvstændige, ledige og private enkelt individer, der kan bruge storywalkprocessen til at skabe en meningsfuld fortælling om ikke blot arbejdslivet, projekter og strategier, men også om livet, livsdrømme og livstrategier. 

Vandretur til toppen af Scafell Pike

Fra drømmer til storywalker

Min strategiske kernefortælling

En ung Trine på vandring i søen

Det var året med Dirty Dancing, Michael Jacksons ”Bad”, en dansk firkløverregering og Nobels Litteraturpris, der gik til russiske Joseph Brodsky. 

Og så var det året, hvor jeg 16 år gammel gik på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole. Året, hvor jeg for første gang blev iført en stor rygsæk med sovepose, liggeunderlag, trangiasæt, dåsemad, pubæskovl med mere og vandrede hele og halve dage i den midtjyske natur uden andet formål end at bevæge mig fra a til b og lære så meget af strabadserne som muligt undervejs. 

Der er løbet meget vand i åen og røget meget hår af hovedet siden, men én ting er holdt ved og står stand. En uudgrundelig kærlighed til naturen og til det enkle koncept at bevæge sig fremad ved at flytte den ene fod efter den anden. Nogle gange frejdigt med et stort smil. Andre gange mere spejdende i eftertænksomme tanker. 

Her mange år efter  bliver jeg varm om hjertet ved at konstatere, at der løber en smuk, grøn tråd gennem mit liv endda fra før det skelsættende år 1987 og til den dag i dag, hvor jeg bruger det meste af min tid på at nære og udvikle mit storywalkkoncept – og samtidig oplever en voksende kærlighed til naturen, vandringen og den meningsskabende fortælling. 

Det har jeg skrevet min egen strategiske fortælling om – selvfølgelig på basis af en længere vandretur, hvor jeg har arbejdet intenst med mine 5 storywalkspørgsmål. 

Fortællingen hedder ”Fra drømmer til storywalker” .