Tre-dages pilgrimsvandretur

Mols Bjerge og Helgenæs

Pak den mellemstore rygsæk og tag med på en smuk pilgrimstur henover påsken, hvor vi vandrer fra sted til sted med ny base og overnatningssted hver dag.
 
Med afsæt i påsken og Trines bog ”Jeg, en vandrer – et rejseessay om tro, håb og kærlighed” vil vi bruge den lange vandretur til at åbne op for tanker og refleksioner omkring, hvad vi hver i sær tror på, håber på og nærer kærlighed til.

Det er ikke en religiøs tur, og i lange stræk skal vi ’bare’ nyde naturen og det frie liv til fods. 
Med oplæsninger, meditative øvelser samt stille og sansende vandringer undervejs bliver det dog muligt også at forbinde sig til livets mere spirituelle aspekter. 

Vi vil vandre med de 7 gode pilgrimsværdier 'i rygsækken':
Langsomhed, frihed, stilhed, enkelhed, bekymringsfrihed, fællesskab og åndelighed.
 
Hver aften vil vi tænde bål, hvor vi samles for at spise og hygge os, fortælle historier og dele vores oplevelser fra dagen.

Turen fra start til slut

Skærtorsdag 2. april
Vi mødes om morgenen ved Kalø Slotsruin. Herfra vandrer vi sydpå mod Mols, hvor første stop er Rolsø Kapel og stendyssen. Så svinger vi i retning af Porsgaard Stenhuse, og derfra videre mod toppen på Agri Bavnehøj. Herfra er der ikke langt til pilgrimsherberget På toppen, hvor vi indlogerer os.
Vi har herberget for os selv inklusiv det smukke fællesrum med stort køkken og udsigt til sø og bålsted. Vi sover i enkeltsenge i ét stort fælles åbent soverum, som er over herbergets fællesrum.
Vandreturens længde: Ca. 15 km.

Langfredag 3. april
Efter vores morgenmad på herberget, vandrer vi først mod Trehøje og Strands ved Begtrup Vig, hvor vi kan tage en dejlig middagsdukkert. Efter frokost går vi mod Fuglsø Vig og Karpenhøj Naturcenter, hvor vi har det store finske lavvutelt med tilhørende bålsted som vores base camp :)
Vi har det sidste af eftermiddagen og hele aftenen til at gå på opdagelse på naturcenterets store matrikel, måske gå ned over bronzehøjen mod vandet og tage endnu en dukkert, hvis ikke vildmarksbadene lokker i stedet ;-)
Vi hjælper hinanden med at lave bål og tilberede mad, der vil være en gryderet, som Trine har forberedt på forhånd og lagt på køl på Karpenhøj :-).
Vandreturens længde: Ca. 12 km

Lørdag 4. april
Vi står tidligt op, spiser morgenmad og tjekker ud af lavvuen. Vi forlader de bløde bakkede bjerge på Mols, krydser Dragsmur og vandrer ned gennem landskaberne på Helgenæs, som flere steder er mere dramatiske end på Mols. Vi skal op forbi Ellemandsbjerget og ned til Sletterhage Fyr på spidsen af halvøen. Her kan vi nyde vores frokost, en is og et havbad, inden vi fortsætter forbi Tyskertårnet og videre til Slettervang Shelterplads. Vi slutter således mest ’primitivt’, og på shelterpladsen står vi for vores egen aftensmad og morgenmad, som vi har medbragt hjemmefra.
Vi satser på endnu engang på at kunne tænde bål til fællesspisning og hygge, men vi får også brug for trangiesæt m.v. til at varme maden.
Der er booket 2 af de tre shelters, og vi har adgang til vand og et multtoilet.
Vandreturens længde: Ca. 15 km

Påskedag 5. april
Vi tænder et sidste bål, laver kaffe og morgenmad, pakker sammen og runder turen af ved bålet.
Vi bestiller et par flextaxier til at hente os og køre os tilbage til parkeringspladsen ved Kalø Slotsruin.

Praktisk information

  • Vi mødes 9.30 skærtorsdag 2. april på parkeringspladsen ved Kalø Slotsruin.

  • Medbring:
    Tøj efter vejrudsigten, liggeunderlag og sovepose til overnatning i lavvu og shelter.
    Madpakke til dag 1 samt drikkelse og aftensmad til dag tre (fx en pose frysetørret friluftsmad), morgenmad til dag 4 (fx en pose havregrød, tørret frugt og mandler, te/kaffe), snack til hele turen (fx tørret frugt, chokolade, kiks).
    Drikkedunk, trangiesæt eller andet til at varme mad og koge vand, en rulle toiletpapir, toiletsager og evt. opvaskegrej (hvis ikke det kan vente, til du kommer hjem).

  • Det er der sørget for:
    Aftensmad på herberget På toppen efter første vandredag. Drikkevarer kan tilkøbes (vand, øl eller vin)
    Morgenmad dag 2 samt smør selv madpakke til vandreturen
    Aftensmad dag 2. Drikkevarer kan tilkøbes (vand, øl eller vin)
    Morgenmad dag 3 samt smør selv madpakke til vandreturen.

  • Vi vandrer i roligt tempo med kortere og længere ophold og pauser undervejs, så alle med almindelig fysisk grundform kan være med.

  • Andre ting værd at bemærke:
    Både på herberget, i lavvuen og på shelterpladsen sover vi i samme rum. Dvs. der ikke noget ’eget værelse’ på de tre overnatningssteder.
    Lavvuteltet på Karpenhøj er temmelig stort med plads til over 30 personer, højt til loftet, tre brændeovne og bord/bænkesæt., så vi har god plads til at brede os. Der er skind, LED lamper og masser af brænde.
    Karpenhøj råder også over to vildmarksbade, som vi har mulighed for at opvarme, men det er for ’egen regning’, hvis der bliver stemning for det. De er ikke inkluderet i turprisen.
    Hvis du er vegetar, så skriv det til trine@storywalks, når du har tilmeldt dig. Gryderetten dag 2 vil være vegetarisk, mens maden på herberget kan være både med og uden kød.

  • Vi satser at være tilbage på parkeringspladsen ved Kalø Slotsruin senest kl. 12.00 påskedag.

  • Normalpris: 2.850 kr. Prisen inkluderer:
    Tilrettelæggelse af hele ruten samt facilitering og guidning på hele turen.
    Alle overnatninger og måltider som beskrevet ovenfor.

    Ikke inkluderet i prisen
    Aftensmåltid dag 3 og morgenmad dag 4
    Vildmarksbad hvis det ønskes
    Kørsel med flextaxa tilbage til Kalø Slotsruin. Pris per deltager afhænger af, hvor mange vi er ;-)

  • Max antal deltagere er 9

Jeg vil gerne med :-)

Earlybirdpris 2.500 kr.
(gælder til 12. marts)

Tilmeld