Vandretur i anledning af vintersolhverv
Vi vandrer fra solen står op og til solen går ned
Vinteren er årstiden for hvile og stilhed, for restituering og genopladning af vores energi og kræfter.
Det mærker vi og minder os selv om på denne vandretur på årets korteste dag, som samtidig er overgangen til en tid, hvor solen er længere på himlen, og lyset nat efter nat generobrer mere og mere af dagen. Det fejrer vi med et stort bål efter vandreturen, som også er en anledning til at tænke over mørket og lyset i vores eget liv.
Turen starter på Himmelbjergets top, hvorfra vi kan være heldige at se den smukkeste solopgang udover Søhøjlandet.
Vi går 14-15 km gennem masser af skov og på afvekslende, eventyrlige stier ved blandt andet Store Knøs, Åsen og videre til H.C. Andersens bænk. Vi vandrer langs både Slåensø og Borre Sø, inden vi når frem til Julsø, hvor vi på stranden slutter af med bål, et ritual eller to og lidt dejligt at spise og drikke.
Der er flere ophold og små øvelser undervejs, hvor vi sanser og forbinder os til naturen, tanker sindet og kroppen op med god energi og nyder vores medbragte mad :-)
Praktisk information
-
Vi mødes 8.30 fredag 22. december ved Flagstangen ud for Hotel Himmelbjerget. Adressen er Himmelbjergvej 20, 8680 Ry. Der er parkeringsplads helt op til Hotellet. Det koster 7 kr. i timen at parkere.
-
Kort efter ankomst går vi mod Himmelbjergets top, hvorfra turen egentlig begynder. Efter ca. 14 km og ca.6 timer runder vi dagen af med en god times bålhygge på stranden :-)
-
Påklædning: Tjek vejrudsigten. Vandrestøvler samt let og åndbart tøj i flere lag anbefales uanset hvad.
-
Medbring: Rygsæk med frokostmadpakke, snacks, vand, varm kaffe eller te, en lille termopude eller andet at sidde på under pauserne. Evt. blok og pen til at skrive tanker og refleksioner ned fra turen undervejs.
-
Hele turen bliver facililteret af Trine, og det bliver muligt at gå sammen med en anden deltager og tale om de emner, der undervejs bliver bragt på banen. Mange melder sig til alene, så hold dig ikke tilbage, hvis du ikke kan lokke en ven, kæreste, kone eller anden relation med på turen :-)
-
Max antal deltagere er 16