Midsommervandring ved sommersolhverv
Findes der noget skønnere end dansk midsommer?
De lange dage og de korte, lyse nætter. Det fejrer vi på denne vandretur, der starter, når solen går ned, og slutter når solen igen står op.
Midsommerturen er den ene af i alt fire årstidsvandringer, hvor vi reflekterer over, hvor vi selv er i forhold til de naturlige cyklusser, som et liv i balance består af. På denne tur er fokus de drømme, der kan være ved at modnes i os, og som kan bringe os glæde og personlig vækst.
Den 21. juni er også skæringspunktet for sommersolhverv. Herfra må lyset og dagen igen gradvist afgive plads til mørket og natten, og bevidstheden om dette skifte bærer vi også med os på denne vandring.
En storywalk er oftest tilrettelagt som et balanceret mix af stillevandringer, natursansninger og forskellige mindfulnessøvelser, oplæsninger, refleksioner og samtaler med afsæt i årstidens tema og det landskab, vi bevæger os igennem.
Det gælder til dels også på denne tur, men da det er en aften- og nattevandring, vil der være mere stilhed og mere plads til sansninger og egne refleksioner end ellers, længden på turen vil være kortere og tempoet langsommere.
Vi slutter af med et stort bål, cowboykaffe, midsommersang m.v. og morgenmad, der kan grilles.
Praktisk information
Tilmelding sker ved at sende en email til [email protected] og mobilepay 400 kr. til 28915150
-
Vi mødes 21.15, lørdag den 21. juni ved Aktivitetscenteret Peter Sabroes Minde, Ørneredevej 23, 8270 Højbjerg. Forventeligt sluttidspunkt efter bålsamling er ca. 4.30
-
Når solen begynder at gå ned, vandrer vi sammen afsted langs kysten, mens vi vænner os til, at lyset aftager, og sommernatten falder på. Senere bevæger vi os ind i den store og smukke skov for at favne og mærke mørket mere intens.
-
Selve vandreturen er på ca. 10 km. og varer 5-6 timer. Bålseancen varer en times tid, men man kan blive så længe man har lyst. De friske kan tage håndklæde og badetøj med og tage en midsommerdukkert, mens bålet bliver tændt og gjort klart til morgenmad.
-
Medbring: Rygsæk med termopude, vand, varm kaffe eller te, evt. et let tæppe, lidt frugt, chokolade, nødder eller lignende. Hvis du har lyst til at blive og tage en lur i shelteret, inden du kører hjem, så medbring evt. liggeunderlag og sovepose.
-
Påklædning: Tjek vejrudsigten dagen før. Men ellers; vandrestøvler eller vandresko samt let og åndbart tøj i flere lag anbefales uanset hvad. Husk at være klædt varmt nok på til stillesidningen i skoven.
-
Max antal deltagere: 14
Midsommervandring & bog
Få signeret eksemplar af "Jeg, en vandrer", hvis du booker din tur på Coop Crowdfunding 💚
Ved køb af vandretur + bog, sparer du 100 kr.
Bogen er blevet til på længere vandringer, Trine har gået over to år, og er en hyldest til livet og et kampskrift for naturen.
Vandringen er både en ydre og en indre; en lang rejse mod en dybere erkendelse af, hvad det vil sige at eksistere, hvad liv er, hvem man selv er og hvem man kan blive, og hvordan man lever bæredygtigt og i balance på denne jord.
